Tur
til Sverige
Torsdag den 10
til søndag den 13. august 2017
Det blev Niels
Olsen og undertegnede som var på tur, vi sejlede over ved Helsingør –
Helsingborg. På færgen mødte vi et tysk par på hver sin motorcykel og jeg kunne
se på nummerpladen at de var nede fra Lüneburger Heide hvor jeg har kørt 13
veteranløb. Konen var endda fra Soltau by som jeg kender rigtig godt, det var
der alle løbene startede og sluttede, igen et bevis på at verden er lille.
Niels havde
fået ideen til at vi skulle se noget der hed Huseby Bruk.
Et gammel jernværk med tilhørende
herregård som er en af de større seværdigheder i det sydlige Småland. Det er et
museum, med Smålands ældste jernværk, et stort savværk, en kornmølle, en smedje,
et vandkraftværk og en landhandel. Maskinerne var ikke længere i drift, men det
var alligevel interessant at se det.
Hovedformålet
med turen var jo Husqvarna Fabriksmuseum og det levede i høj grad op til
forventningen.
Museet
er fyldt med mere end 300 års industrihistorie
og fortæller om udviklingen fra en våbenfabrik til moderne storindustri. F.eks.
kan man se samtlige typer symaskiner, der er fremstillet på fabrikken, hvoraf
den ældste er fra 1872. Her er cykler fra 1896, knallerter fra 1950 og
motorcykler fra 1910 og frem. Der er våben, komfurer, kaminer, potter og
pander, græsslåmaskiner, motorsave og meget andet.
Museets
udstillingslokaler er på i alt 2.400 kvm.
Jeg er glad for
at jeg efter for tolv år siden kørte forbi, endelig fik det at se. Det var
simpelthen en oplevelse, som jeg varmt kan anbefale. Vi ankom en time før
museets åbning og havde derfor lidt tid til at gå rundt i byen. Her så vi
blandt andet Smedbyn, som ligger et par hundrede meter fra fabrikken. Det er en
række boliger som man opførte i 1694-1702 til de våbensmede som arbejdede på
fabrikken.
I
dag er flere af de gamle boliger indtaget af kunstnere og kunsthåndværkere, som
i deres kombinerede butikker og atelier udstiller og sælger kunst, keramik,
glas, smykker m.v.
I Falköping skulle vi se et
motorcykelmuseum, som på nettet blev omtalt som ”Motorcykelvennernes
Mekka” og det så stort ud på billederne på nettet, men det var dog
alligevel ikke så stort. Vi ankom sent på eftermiddagen og snakkede om at vente
til dagen efter med at se det, men gik alligevel ind. Vi havde ingen svenske
penge og kunne ikke betale med kort. Guiden en ældre mand var dog så flink at
lade os gå en runde.
I Landskrona skulle vi se en motorcykelforretning, men da
det var blevet søndag, var den naturligvis lukket. Vi snakkede om at overnatte
og så se den dagen efter, men vi kunne se rigtigt meget ind ad vinduerne, så
det nøjedes vi med. Forretningen var stor, nok en mellemting mellem Toftlund MC
og Expedit i Ølgod. I udstillingen var
der både nye og brugte mest Japanske motorcykler og en enkelt veteran fra
omkring 1920, som dog ikke var til salg. Værkstedet så også ud til at være
stort. Det var ca. midt på dagen og vi var tæt på Helsingborg, så vi blev enige
om at køre hjemad. Niels ville besøge sin familie på Sjælland og jeg har en
skolekammerat som jeg ville besøge. Han var imidlertid ikke hjemme, så jeg
kørte direkte hjem. Niels opholdt sig kun kort tid hos sin familie og kørte
derefter hjem, så vi var begge hjemme søndag aften. Da vi samme dag var kørt
oppe fra Falköping, blev det til ca. 800 km inden vi var hjemme. Hele turen var
på ca. 1700 km.
Jeg har ellers aldrig været vild med svenskerne, men de er
alligevel flinke. Dog er de vanskelige at snakke med og da jeg hører dårligt
kunne jeg ikke forstå dem. De kunne heller ikke altid forstå os, så det gik nogle
gange bedre med engelsk. Turen forløb upåklagelig, Guzzien og Viragoen kørte
bare og Niels og jeg hyggede os om aftenen.
Wilbur